onsdag den 26. november 2014

November

Så er efteråret snart slut og jeg kan endelig begynde at glæde mig vanvittigt meget til jul!
Jeg har det super godt for tiden. Det er begrænset, hvor mange spændende ting jeg har oplevet, men jeg synes alligevel lige i skulle se nogle billeder fra de sidste par uger. Og så også fordi min veninde, ja Amalie, det er dig jeg snakker om, har bedt mig om at opdatere, ligegyldigt hvor kedeligt mit liv så måtte være.
Vi tog en tur til bjergene, hvor vi gik en kæmpelang rute med hunden toby (som selvfølgelig var iført sweater i bedste amerikaner-stil). Det var så hyggeligt og super flot med alle de sene efterårsfarver. Desværre valgte vi at gå turen på årets hidtil koldeste dag...
Ellers har jeg sådan set bare brugt tiden med min søster og veninder. Meget af tiden har vi været på julegaveshopping i centeret, hvor der allerede er pyntet super flot op!
Så har jeg også været så heldig modtaget en masse dejlige pakker fra min familie, så jeg ikke glemmer alle de gode -og danske- juletraditioner. Det gør mig så glad at få sådan nogle pakker med tilhørende breve og massere af slik! Jeg tvinger altid allison til at spise mindst et halvt stykke salmiaklakrids for hver ny pakke jeg modtager, og hun synes det er lige smertefuldt hver gang. Jeg synes det er vanvittigt sjovt. Men én ting er i hvert fald helt sikkert; jeg er udstyret med verdens aller bedste familie. 
Jeg kan også mærke hjemveen en smule mere nu her, hvor alt så småt begynder at handle om familiehygge og at bruge tid med dem. Men jeg har travlt i hverdagen, så dér glemmer jeg helt, at jeg er på den anden side af jorden. 
Og så er det ENDELIG thanksgiving i morgen!!!!! Jeg har tilladt migselv at lade som om jeg er den danske mesterkok, og kaster mig derfor ud i at lave brunede kartofler til hele banden. Det skal nok gå galt, men de ved trods alt ikke hvordan det rigtigt skal smage, så skidt med det ;-). 
Det var alt for denne gang 












mandag den 27. oktober 2014

Nu er det efterhånden længe siden jeg sidst har lavet et indlæg.
Men som jeg nævnte havde vi, for nogle uger siden, spirit week, hvor man altså varmer op til homecoming. Det var rigtig sjovt, og eleverne gjorde super meget ud af kostumerne. Vores dage var: Pajama day, America day, Decades day, J.I.JUNIORS og Cowboy day. På cowboydagen var dagen hvor homecoming footballkampen var. Min skole holdt desværre ikke nogen dans, men jeg fik stadig den sjove oplevelse af ægte High School Spirit!
Udover det, så går dagene stille og roligt herovre. Det er blevet efterår, og dermed er Greensboro også blevet et af de smukkeste steder jeg nogensinde har set. Det udnyttede vi ved at tage op i bjergene og få en ordentlig udsigt over den skønne natur.
Derudover er det blevet oktober, og dermed sæson for Halloween. Amerikanerne går helt vildt op i det, og mange af husene er super skræmmende! Derfor har jeg også været i det de kalder "woods of terror" som er et slags haunted house. Det er så sjovt og virkelig godt lavet. Og så er det jo bare ekstra godt at halloween er endnu en grund til at spise ekstra meget chokolade.... ;)

Men her kommer der nogle billeder fra de sidste par uger!















søndag den 5. oktober 2014

Så er det blevet tid til endnu et indlæg!
Jeg har lavet absolut ingenting spændende i hverdagene, da jeg har været syg (for tredje gang) og derfor har jeg ikke været så meget i skole. MEN jeg har haft en meget hyggelig weekend.
Lørdag brugte jeg nemlig sammen med mine skønne veninder og søster. Min veninde, Gefels, fars firma holdt en kæmpe picnic, ved City Lake, for alle medarbejderne, hvor man fik gratis mad (!!!!!) og spillede spil og vandt præmier. Det var lidt ligesom at være til The Fair, men stemningen var meget anderledes og super hyggeligt. Efter picniccen tog Allie og jeg hjem for at skifte tøj, for senere at kører hen til Gefel, som holdt bonfire night. Det var virkelig hyggeligt; Efterår, Veninder og massere af slik - så bliver det altså ikke bedre. Jeg spiste også min første "Smors", som er ligesom kiks med skumfiduser, bare at de også putter chokolade i!
I morgen starter vi "Spirit Week" og varmer dermed op til årets homecoming!


















søndag den 21. september 2014

Denne weekend har jeg brugt sammen med mine veninder og min skønne familie.
Fredag var jeg med min familie til noget de kalder "the fair". Det er lidt ligesom et mini-tivoli, hvor man kunne prøve forlystelser og vinde præmier. Jeg vandt en søhest ved at ramme balloner med en dartpil. Derefter tog jeg videre til movienight hos Vivian. Alle pigerne var samlet til Pizza, cookies, is, chips og Mean Girls. Det var så sjovt og jeg følte mig mindst 10 kg tungere efter den aften. 
Lørdag skulle jeg i biografen med Gefel, Melike og Katie. Men før det tog Donna og jeg hen og besøgte Allison på hendes arbejde. Hun arbejder et sted der hedder City Lake, hvor der er en masse forskellige temadage. Denne gang var det pirater. Da jeg senere mødtes med pigerne skulle vi se filmen The Maze Runner (som altså er mega ubehagelig). Derefter tog vi ud og fik lidt frokost.I dag, søndag, har jeg bare slappet af, gjort lidt rent, spist lækker morgenmad og senere skal jeg se "The fault in our stars" med Donna. Ingen af os har set den endnu, men der er én biograf, som stadig viser den. 

Nu har jeg jo været her i Greensboro lidt over en måned. Det er helt klart MEGET anderledes end jeg havde forestillet mig. På nogle punkter er det godt og andre gange føles det mindre godt. Nogle gange får jeg meget hjemve og ville ønske jeg aldrig var taget afsted, og andre gange har jeg aldrig lyst til at tage hjem igen. Men alt i alt har jeg det godt og jeg er glad for alt det jeg oplever herovre. 


























søndag den 14. september 2014

Fødselsdag og Bonfire

Denne weekend har jeg brugt sammen med mine veninder.
Grace havde fødselsdag og inviterede derfor os alle sammen til at spise på en italiensk restaurant, der hedder Olive Garden. Det var en virkelig skøn aften med mange søde mennesker, god stemning og ikke mindst lækker italiensk mad!

Lørdag tog jeg over til Gefel sammen med Katie indtil vi tog hen til en dreng der hedder Blake. Han holdt det de kalder "bonfire" i hans have. Bonfire er sådan set bare at lave et bål og så kommer ens venner over. Det var hyggeligt nok, selvom jeg ikke kendte særlig mange mennesker. Alle herovre i USA er meget imødekommende, og er meget nysgerrige omkring livet i Danmark (godt nok mest omkring, hvor meget hash vi ryger, men lad nu det ligge).
Søndag har stået på afslapning, frokost med Allison og til sidst middag med Donnas forældre.
Alt i alt en herlig weekend!
Knus fra the states








onsdag den 10. september 2014

Corn Maize & Bowling

Denne weekend har jeg brugt sammen med to andre udevekslingsstudenter: Oliver fra Sverige og Hector fra Spanien.
Vi tog alle tre til noget der hedder "The corn maize". Det er en meget sydlig tradition, hvor man skal finde poster i en labyrint, som er formet i en majsmark. Efter at have fundet posterne kunne vi vinde præmier. Jeg fik -100 point, så jeg vandt lige præcis ikke noget som helst.... Det var 35 grader, og der er ikke meget frisk luft i en majsmark, så vi var alle helt smadret da vi var færdige. Så vi tog hjem og kølede lidt af og spiste noget aftensmad. Da det blev aften tog vi alle tre og Allison ud og spillede midnight-bowling. Meget Amerikansk, hvor der er lysshow og høj musik imens man spiller. Det var virkelig sjovt og hyggeligt! Derefter tog vi i Walmart, som har døgnåbent, og så købte vi det mest amerikanske slik vi kunne finde, og så tog vi hjem og så gyserfilm.
Dagen efter, slappede vi bare af, og da alle var taget hjem cyklede jeg mig en tur til parken og spiste nogle bær og læste - ren afslapning i dejligt vejr.
Alt i alt en dejlig weekend!

Kram fra The States







tirsdag den 2. september 2014

The Beach

Denne weekend har jeg tilbragt i South Carolina. Min familie havde bestilt værelse på lækkert hotel, med udsigt over stranden og tæt på byen. Det var SÅ varmt, 33 grader når det var koldest!!!
Det var rigtig hyggeligt og jeg mødte nogle virkelig søde mennesker. Kunne sagtens være blevet en uge mere!